
STORE KLASSIKERE, SJÆLDNE FILMPERLER, SPÆNDENDE EVENTS
CINEMATEKET I BIFFEN er stedet, hvor du hver tirsdag og andre udvalgte dage kan opleve filmhistoriens vigtigste værker og nye filmperler. Her kan du se klassikere, kultfilm, stumfilm, mv., som er med til at holde filmhistorien i live, og som ellers ikke finder vej til de danske biografer. Cinemateket er filmhistoriens bibliotek, og gennem Biffen bliver det tilgængeligt for nordjyderne.
Filmene udvælges af Cinemateket og Biffen i fællesskab og vises i Biffen i det historiske Nordkraft - den perfekte ramme for en aften i filmhistoriens navn. Ofte suppleres filmene med introduktion, mad eller musik, der løfter oplevelsen.
Her på siden, kan du se det aktuelle program. OBS! Filmene er uden danske undertekster, medmindre andet er anført.
Entré 100 kr. Forhøjet entré ved events og helaftensfilm.
Maj
BORGERSKABETS DISKRETE CHARME
Tirsdag 30. maj kl. 18:30
En overklasse-sekstet forsøger i 'Borgerskabets diskrete charme' at nyde et måltid sammen, men de forhindres gang på gang af mere og mere aparte omstændigheder – fra en restauratørs pludselige dødsfald til en fællesoptræden på en teaterscene foran en fuld sal – borgerskabets værste mareridt. Publikum katapulteres mellem virkelighed, drømme og drømmere. Filmen vandt en Oscar for bedste udenlandske film og blev nomineret til prisen for bedste originale manuskript.
Juni
HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF?
Tirsdag 6. juni kl. 18:30
Richard Burton og Elizabeth Taylor spiller hudløst ærligt i Edward Albees mageløse skuespil 'Hvem er bange for Virginia Woolf?' om et akademikerpar, der slider hinanden op i en sønderlemmende magtkamp. Aldrig har de to skuespillere været bedre sammen, og aldrig var der tidligere blevet bandet og svovlet så meget i en amerikansk film. Det var vanskeligt ikke at se filmen i lyset af Burton og Taylors stort publicerede og stormfulde ægteskab. Her beviste de én gang for alle, at de var meget mere end blot sladderpressens yndlingsofre. Mike Nichols debuterede som filminstruktør med denne film, der vandt hele fem Oscars. Den var en perfekt overgang fra Nichols' teatertid og gjorde ham straks til en af Hollywoods hotteste instruktører.
RUSHMORE + FANTASTIC MR. FOX
Tirsdag 13. juni kl. 18:30
Thomas Mosebo Simonsen, filmformidler og lektor ved Aalborg Universitet, introducerer aftenens Wes Andersons-dobbeltvisning. Der vil være 10 minutters pause mellem visningerne.
15-årige Max (Jason Schwartzman) går på privatskolen Rushmore. Det vil sige, undervisningen går han ikke synderligt op i, for han er smaskforelsket i en lærer på skolen (Olivia Williams), og mener sig fuldt ud i stand til at konkurrere med den lokale industri-magnat (Murray) om hendes gunst. Ironien vil det således, at magnaten samtidig er en af de få, der tror på Max' talenter inden for digtekunst og skolepolitik. Bill Murray holder elegant balancen mellem det faderlige og det fandenivoldske, på samme måde som filmen med stort held blander empati med sort humor. Dette første af foreløbig tre samarbejder mellem Bill Murray og Wes Anderson blev et stort hit.
Sprællevende og smittende musikalsk stop motion-filmatisering af Roald Dahls forunderlige historie om den sofistikerede Hr. Ræv, der lover sin kone at skrinlægge de dyriske drifter efter at slå høns ihjel, da de skal stifte familie. Med tiden får han dog svært ved at holde sit løfte. Da Hr. Ræv går på rov hos de gnavne herremænd Boggis, Bonce og Bean, starter en storstilet, nådesløs rævejagt. Det er nu op til Hr. Ræv at redde dagen for ikke bare sin familie, men alle sine firbenede venner over og under jorden. George Clooney lægger snu stemme til titelrollen, Meryl Streep høres som Fru Ræv, og mange andre fabelagtige, velkendte stemmer (bl.a. Bill Murray, Willem Dafoe og Jarvis Cocker) dukker op undervejs.
HEKSEN
Tirsdag 20. juni kl. 18:30
Jakob Ørnbjerg, kulturhistoriker og ph.d. med speciale i 1500-1600-tallets Aalborg, introducerer aftenens Sankt Hans-aktuelle filmklassiker.
Heksen er en svensk/dansk stumfilm fra 1922 skrevet og instrueret af Benjamin Christensen og produceret af AB Svensk Filmindustri. Filmen er indspillet i Danmark i 1920–1921 og indeholder elementer af gys. Med en blanding af dokumentarlignende fortællinger og dramatiserede sekvenser gennemgår filmen de historiske rødder og den overtro, der omgav heksetro, med udgangspunkt i middelalderen og frem til det 20. århundrede. Blandt andet baseret på Christensens studie af Malleus Maleficarum, en tysk vejledning for inkvisitorer fra det 15. århundrede, fremføres det i Heksen, at hekseforfølgelser kan have haft udgangspunkt i misforståelser af mentale og neurologiske lidelser, der udløste massehysteri.
EN KVINDE SKYGGES
Tirsdag 27. juni kl. 18:30
Politimanden Scottie Ferguson (James Stewart) må trække sig tilbage på grund af akut højdeskræk, men bliver hyret privat af en ven til at skygge dennes kone (Kim Novak). Hvad der starter som en regulær detektivhistorie, udvikler sig hurtigt til et besnærende studie i mørk, maskulin psykologi. Romantisk besættelse, skyld, død og psykose sættes alt sammen virtuost i scene af Hitchcock – det ene øjeblik dragende som en mystisk drøm, det næste skræmmende som et febrilt mareridt.
'En kvinde skygges' er efter manges mening Alfred Hitchcocks bedste og mest komplekse film. Allerede fra den svimlende optaktsmusik og det spirallignende titeldesign ved vi, at der venter os noget ekstraordinært.
Juli
BUTCH CASSIDY AND THE KID
Tirsdag 4. juli kl. 18:30
Biffen byder på en rom før forestillingen.
Munter, romantisk og underholdende historie om to af de mest frygtede outlaws i USAs historie. Paul Newman er Butch Cassidy, hjernen bag banden 'The Wild Bunch'. Redford er 'The Kid', en troldmand med sine pistoler. Historien starter i Wyoming, hvor Butch og hans bande laver tog- og bankrøverier. De forfølges af en målrettet sherif, og da jorden brænder under dem, prøver de lykken i Bolivia. George Roy Hills vidunderlige karakterstudie lader ikke kun kugler, men også William Goldmans velskrevne dialoger fyge om ørerne på de to vidt forskellige 'buddies'. Filmen indeholder en række uforglemmelige scener, f.eks. Newmans cykeltur med Katharine Ross på styret til tonerne af 'Raindrops Keep Falling on my Head'. Og rollen som 'The Kid' gjorde Redford til et af tidens hotteste navne i Hollywood.
SPILLEMAND PÅ EN TAGRYG
Tirsdag 11. juli kl. 18:30
I zarens Rusland er jødeforfølgelsen undervejs. De jødiske indbyggere i landsbyen Anatev lukker dog øjnene for omverdenen, og den livsglade mælkemand Tevye har problemer nok med sine genstridige døtre, der ikke følger reglerne for giftemål. Med klassiske sange som 'If I Were a Rich Man', 'Matchmaker' og 'Sunrise, Sunset' er Fiddler on the Roof en tidløs historie om håb, kærlighed og accept. Norman Jewison har instrueret. 'Spillemand på en tagryg' vandt 3 Oscars, blandt andet en til John Williams for musikken.
FAGRE VOKSNE VERDEN
Tirsdag 18. juli kl. 18:30
'Fagre voksne verden' (på engelsk 'The Graduate') handler om den unge mand Benjamin (Dustin Hoffman), som netop er dimitteret fra college. Nu ved han ikke, hvad han skal med sit liv. Han bliver opfordret af forældrenes ven, Mrs. Robinson, til at slå sig lidt løs i en periode efter at have knoklet sig gennem studiet. Dette resulterer i, at han indleder en affære med hende, men efterfølgende bliver forelsket i hendes datter, Elaine.
ABERNES PLANET
Tirsdag 25. juli kl. 18:30
Franklin J. Schaffners ’Abernes planet’ fra 1968 er én af de store klassikere i science fiction-genren. Der er atmosfære for alle pengene, godt hjulpet på vej af Leon Shamroys flotte fotografering og Jerry Goldsmiths spektakulære musik. Tre astronauter, inklusiv en arrig Charlton Heston, har tilbragt utallige år i rummet, da de endelig igen nærmer sig jorden. Men et eller andet går galt, og deres rumfærge styrter ned i en lille indsø midt i et ugæstfrit og goldt landskab på en ukendt planet. Efter at have vandret gennem ørkensandet kommer de tre astronauter til mere frodige områder, hvor primitive og stumme mennesker ’græsser’. Snart erfarer de tre mænd, at de er kommet til en planet, hvor aberne hersker over mennesket – den omvendte verden! Snart indledes en blodig og ubarmhjertig kamp på liv og død mod de brutale aber.
August
RIDDERFALKEN
Tirsdag 1. august kl. 18:30
Ingen havde nogen forventninger til John Hustons debutfilm. Nu betragtes 'Ridderfalken' som en film noir-klassiker og en af de bedste detektivfilm, der nogensinde er lavet. Filmstudiet havde en aftale med George Raft i rollen som Sam Spade, men han havde ikke lyst til at arbejde under en ukendt instruktør. Det passede imidlertid Huston glimrende, da han ikke havde så høje tanker om Rafts talent som skuespiller. Sam Spade (Bogart) får en mystisk kvindelig klient, der er på jagt efter en sort statuette. Den vil bl.a. Peter Lorre, i rollen som Joel Cairo, også meget gerne have fingre i. Filmen foregår i hektisk tempo, fortalt udelukkende fra Sam Spades synspunkt – alle karakterer introduceres gennem hans øjne, og publikum ved aldrig mere end den hårdkogte detektiv.
ØST FOR PARADIS
Tirsdag 8. august kl. 18:30
Biffen byder på et glas californisk rødvin inden filmen.
James Dean havde sin første store rolle som den vrede og misforståede unge Cal Trask, som kappes med sin tvillingebror om farens kærlighed. På settet fik Elia Kazan den debuterende Dean til at give fortvivlelsen og smerten frit løb, men instruktøren betragtede samtidig sit unge stjerneskud med stor medlidenhed: 'Han var forknyt, som om han konstant krøb sammen. Dean var sådan set en krøbling - indeni.'
EKSORCISTEN
Tirsdag 15. august kl. 18:30
Friedkins største hit og en af de bedst sælgende – og indflydelsesrige gyserfilm – nogensinde. Hvis du ikke har set den, har du helt sikkert hørt om den. Men hvad de færreste ved er, at filmen er baseret på en sand historie! Max von Sydow spiller præsten Lankester Merrin, der tilkaldes for at uddrive den dæmon, som har forvandlet en velopdragen 12-årig pige til et mareridt af en præteenager: grim, bumset og uforskammet – med et hoved, der kan dreje 360 grader! Adskillige scener i filmen har fået ikon-karakter: Merrin, der i gadelampens ildevarslende skær ankommer til det lille hjem og går i gang med djævleuddrivelsen, øjeblikket, hvor den besatte Regan kravler baglæns ned af trappen som en menneskelig edderkop – filmens atmosfære og spektakulære special effects chokerer endnu.
DET ER SHOWTIME
Tirsdag 22. august kl. 18:30
Guldpalme-vinderen fra Cannes-festivalen 1980 ER ganske enkelt Broadway – en forrygende cocktail af dans og drama, kærlighed og kunstnerisk ambition, spandex og smertestillende piller på scener og backstage-områder i Midtown, Manhattan. Og så er den lavet af teatergadens nok største koreograf og instruktør gennem tiderne, Bob Fosse. Det er ingen hemmelighed, at ‘All That Jazz’ er selvbiografisk og handler om Fosses syge hjerte og svigefulde personlighed – og at den forudsiger hans død. Men hvilken festlig død! Efter et liv med medicin, sex, sprut, stor succes og et overforbrug af stort set alt, kommer det endelige hjertestop til tonerne af ’Bye, Bye Love’, og dødens budbringer er en dejlig Jessica Lange. Fascinerende og morsom – og tilmed fuld af selvindsigt og brillant koreograferet.
MOULIN ROUGE!
Tirsdag 29. august kl. 18:30
Biffen byder på en cocktail inden filmen.
Baz Luhrmanns version af den tragiske kærlighedsfortælling i 1800-tallets Paris er et filmisk festfyrværkeri. I 'syndens hule' i Paris år 1900 forelsker den unge forfatter Christian (Ewan McGregor) sig i kurtisanen Satine (Nicole Kidman). I et overvældende visuelt sanseorgie til tonerne af et fantastisk soundtrack, der eklektisk blander gammelt og nyt, får vi den tidløse fortælling om deres umulige kærlighed. En film om sandhed, skønhed og frihed, men mest af alt om kærlighed. Vi viser John Hustons version umiddelbart før.
"Et Cinematek er en biograf, der beriger filmkulturen ved at holde filmhistorien i live for forskere, filmskabere og offentligheden gennem visning af historiske film og filmkulturelle værker, som ellers ikke ville finde vej til et filmlærred. Cinemateket er for filmen, hvad biblioteket er for bøgerne og kunstmuseet for billedkunsten."