SE 'MADAME IDA' OG MØD INSTRUKTØR OG SKUESPILLER I BIFFEN

Onsdag den 4. december kl. 18.15 slår Biffen dørene op til en helt særlig visning af det nye drama MADAME IDA. Vi får besøg af hovedrolleindehaveren Flora Ofelia (Birthday Girl, Ulven Kommer, Du som er i himlen) og debuterende instruktør Jacob Møller. Sammen med moderator Katrin Quist-Møller, vil Flora Ofelia og Jacob Møller klæde publikum på til visningen med en intro i salen.

MADAME IDA er et rørende drama om hvordan manglende tilhørsforhold og kærlighed former skæbnesfortællinger på tværs af 3 kvinders generationer.

MADAME IDA

I starten af 1950’erne bliver 15-årige Cecilia gravid på det børnehjem, hvor hun er vokset op. For at skjule den uønskede graviditet bliver hun sendt ud for at bo hos Ida, der skal adoptere barnet. Ida bor i sit afsidesliggende palæ, som engang var samlingspunkt for højere samfundslag, men hvor hun nu har boet isoleret fra omverdenen i mange år, kun med selskab fra sin livslange tjenestepige Alma på 70 år. Hos Ida og Alma oplever Cecilia for første gang i sit liv et glimt af forældrekærlighed, og trods deres forskelle opstår der et stærkt bånd mellem de tre kvinder. Alt dette sættes dog på en alvorlig prøve efterhånden som fødslen nærmer sig.