FREMTIDERNE KOMMER

En teknoantroprologisk filmfestival, hvor vi går tilbage i tiden for at se frem! 

Skal vi frygte fremtiden? 'Fremtiderne kommer' tager dig med på en rejse gennem tre film med hver deres forestilling om, hvad der venter forude. Alle film bringer store dystopiske temaer på banen, og vi garanterer, at det ikke bliver kedeligt! Festivalen kaster lys over emner, som relaterer sig til mennesker, robotter og kunstig intelligens. 

Vi har inviteret filmnørder og forskere, som - gennem tre klassiske science-fiction film - vil gøre os klogere. Hvad er kunstig intelligens? Hvor er det i dag, og hvad i alverden bringer fremtiden??

 

Festivalen er organiseret af Teknoantropologi på Aalborg Universitet. Teknoantropologi er en uddannelse og et forskningsfelt, der handler om, hvordan mennesker og teknologi gensidigt former hinanden og kan skabe en bedre fremtid.

Alle er velkomne i denne filmiske rejse gennem dystopiske og teknologiske fremtidsuniverser, som lægger op til refleksion og debat om, hvor verdens samfund og menneskeheden er på vej hen.

Kom med i biografen d. 20. og 22. november hvor vi, gennem det filmiske medie, forsøger at komme nærmere et svar.

Blade Runner - Final Cut - CIN B_poster
Blade Runner - Final Cut - CIN B

Fre 20/11 18:30

EVENT Oplæg ved Teknoantropologisk Filmfestival (AAU).

Los Angeles, november 2019: Et højteknologisk, kaotisk, multietnisk neonhelvede af en by. Harrison Ford spiller Deckard, en såkaldt ’Blade Runner’, hvis job er at nedslagte replikanter – hyperrealistiske, menneskelignende robotter med følelser og det hele. Men da han forelsker sig i den smukke replikant Rachel (Sean Young), står han i et eksistentielt dilemma. Ridley Scott fandt inspiration i Philip K. Dicks romanklassiker ‘Drømmer androider om elektriske får?’ til sin normsættende film, der i dag står som et mesterværk i sci-fi-genren. Soundtrack af Vangelis.

Ridley Scott, 1982 / da. undertekster / 117 min.

 

Billetter
RoboCop - CIN B_poster
RoboCop - CIN B

fre 20/11 21:30

EVENT Oplæg ved Teknoantropologisk Filmfestival (AAU).

Halvt menneske, halvt maskine – og dødsensfarlig. ‘RoboCop’ udspiller sig i Detroit i en nær og dyster fremtid, hvor den kriminelle underverden har overtaget byen. Da den unge betjent Alex Murphy (Peter Weller) bliver brugt som skydeskive af en flok sadistiske bankrøvere, vælger firmaet OCP at bygge ham om til den handlekraftige cyborg RoboCop, der i ren Dirty Harry-stil skal rydde op i den voldshærgede by. Under al ultravolden, og i en dybt ironisk tone typisk for instruktør Paul Verhoeven, optegnes en sønderlemmende kritik af USA’s kapitalistiske våbenkultur og eskalerende voldssamfund.

Paul Verhoeven, 1987 / Uden danske undertekster / 102 min.

Billetter
WALL-E - CIN B_poster
WALL-E - CIN B

Søn 20/11 18:30

EVENT Oplæg ved Teknoantropologisk Filmfestival (AAU).

Til tonerne af ’Hello Dolly’ trisser en lille affaldsrobot alene rundt på jordkloden omgivet af endeløse landskaber af skrald. 700 år ude i fremtiden er kun den lille soldrevne Wall-E og en enlig kakerlak tilbage, mens menneskene er fortrukket til et bedre sted ude i rummet. Af samme grund er ’Wall-E’ en næsten ordløs film, en ode til filmkunsten i dens reneste form. Pixars animationsnyklassiker fra instruktøren af ’Find Nemo’ er både en kritik af det vestlige konsumsamfund, et billede på vor tids angst for miljøkatastrofer og en rørende fortælling om, hvordan sød musik kan opstå mellem skrammel på en gold losseplads. Og selv om børn (også) kan lide filmen, er der ingen tvivl om, at dens budskab og poesi i først og fremmest henvender sig til et voksent publikum.

Andrew Stanton, 2008 / uden danske undertekster / 103 min.

 

Billetter