AALBORG:DOX

Fra den 19. til 30. marts 2025 inviterer CPH:DOX og en række lokale kulturinstitutioner over hele Danmark dig til at opleve en række fremragende nye danske og internationale dokumentarfilm samt deltage i debatter og events. Vi fokuserer på de mest aktuelle emner, og i et samarbejde mellem CPH:DOX, Kunsten, Aalborg Bibliotekerne, Utzon Center og Biffen har vi sammensat et skræddersyet program til AALBORG:DOX.

I BIFFEN NORDKRAFT KAN DU GLÆDE DIG TIL AT OPLEVE ... 

TAKE THE MONEY AND RUN

Lørdag den 29. marts kl. 13:30

Take the Money and Talk! Kom til Q&A med kunstneren Jens Haaning og instruktør Ole Juncker

Alle havde en mening om værket, men var der også en mening med galskaben? Det var det store spørgsmål, der stod og blafrede over hele verden, da den danske billedkunstner Jens Haaning i 2021 lavede sit værk ’Take the Money and Run’ på det aalborgensiske museum Kunsten. Kunstneren havde lånt 550.000 kroner af museet, og meningen var, at han skulle indramme kontanterne i to store rammer for at illustrere årslønnen for henholdsvis en østriger og en dansker. I stedet navngav han værket ’Take the Money and Run’ og gjorde netop det: Tog pengene, løb med dem og nægtede at betale dem tilbage. I filmen af samme navn følger man hvirvelvinden Jens Haaning i den kaotiske tid, der fulgte, hvor historien om værket rejste verden rundt, og museet truede ham med et civilt søgsmål. ’Take the Money and Run’ er en febrilsk og vanvittig rundtur i den tid, men den er også et nært indblik i livsvilkårene for en kompromisløs kunstner med et utroligt hoved og en dertilhørende elendig økonomi. Og så afslører den også, hvad Jens Haaning egentlig brugte pengene på.

 

FLERE FILMOPLEVELSER TIL AALBORG:DOX ... 

Du kan opleve AALBORG:DOX fra den 19.-30. marts på Aalborg Bibliotekerne, Utzon Center, Kunsten og i Biffen. Se det fulde program for AALBORG:DOX 2025 via linket herunder