STORE KLASSIKERE, SJÆLDNE FILMPERLER, SPÆNDENDE EVENTS
CINEMATEKET I BIFFEN er stedet, hvor du hver tirsdag og andre udvalgte dage kan opleve filmhistoriens vigtigste værker og nye filmperler. Her kan du se klassikere, kultfilm, stumfilm, mv., som er med til at holde filmhistorien i live, og som ellers ikke finder vej til de danske biografer. Cinemateket er filmhistoriens bibliotek, og gennem Biffen bliver det tilgængeligt for nordjyderne.
Filmene udvælges af Cinemateket og Biffen i fællesskab og vises i Biffen i det historiske Nordkraft - den perfekte ramme for en aften i filmhistoriens navn. Ofte suppleres filmene med introduktion, mad eller musik, der løfter oplevelsen.
Her på siden, kan du se det aktuelle program. OBS! Filmene er uden danske undertekster, medmindre andet er anført.
Entré 100 kr. Forhøjet entré ved events og helaftensfilm.
September
DER VAR ENGANG I AMERIKA
Søndag 20. september kl. 13:30
Plaget af skyldfølelse vender Noodles (Robert De Niro) i 1968 tilbage til New York som en gammel mand efter 35 år i eksil. Hans erindringer om etableringen af en jødisk mafia-gruppe i 1923 og dens opblomstring og fald under forbudstiden danner udgangspunkt for et stort anlagt, visuelt betagende drama om venskab og forræderi, kærlighed og død.
Filmen huskes af mange som værende mere konventionel end Leones spaghetti-kultfilm – men så er det, fordi de har glemt scenen, der beskriver Robert De Niros tur i opiumshulen! Filmen springer i tid mellem årene 1923, 1933 og 1968 i en struktur, der først bliver tydelig undervejs. I centrum af historien står venskabet mellem Noodles og Max (James Woods) og deres forhold til de øvrige mafia-medlemmer.
Sergio Leones sidste film er en fascinerende periodefilm, der udforsker begreber som tid og historie, samtidig med at den leverer en nuanceret kritik af gangster-mytologien. Og komponisten Ennio Morricone overgik sig selv ved at gøre panfløjten hot!
Filmen vises med uden undertekster. Engelsk tale.
INTERSTELLAR
Tirsdag 22. september kl. 18:20 + EKSTRA kl. 19:00
I en nær fremtid er Jordens ressourcer ved at slippe op, og menneskehedens dage synes talte. Da forskere opdager et ormehul, som muliggør rejser gennem tid og rum, opstår et spinkelt håb. Ingeniøren og enkemanden Joseph Cooper (Matthew McConaughey) melder sig til missionen for at finde et nyt hjem til menneskeheden i en fjern galakse – velvidende at han må forlade sine teenagebørn i et uvist antal år.
Anne Hathaway spiller Amelia Brand, NASA-biolog og Coopers medastronaut, drevet af både videnskabelig idealisme og et stærkt personligt håb, der udfordrer missionens kolde rationalitet. Jessica Chastain er overbevisende som den voksne datter, Murphy Cooper, der som fysiker hos NASA arbejder utrætteligt på at løse tyngdekraftens gåde og redde menneskeheden – og samtidig konfrontere smerten over farens valg.
Den Nobelprisvindende fysiker Kip Thorne var videnskabelig konsulent på Christopher Nolans vilde rumvision, en film man bare skal se i biografen mindst én gang i sit liv.
Filmen vises med danske undertekster.
TILVÆRELSENS ULIDELIGE LETHED
Tirsdag 29. september 18:20
'Tilværelsens ulidelige lethed' følger kirurgen Tomas (Daniel Day-Lewis), der ser på kvinderne med en ulvs grådige blik, inden han forfører dem én efter én. Uanset hvor smukke de er, nægter flanøren at blive hos dem natten over, og da det endelig sker i sengen hos den troskyldige Tereza (Juliette Binoche), bliver han så overrumplet, at han gifter sig med hende. Dog uden at droppe den erfarne elskerinde Sabina (Lena Olin), der med et spejl over sin seng tryllebinder ham med sin umættelige erotiske appetit.
Da instruktøren Philip Kaufman fik til opgave at filmatisere Milan Kunderas ambitiøse og strukturelt komplicerede bestseller, valgte han at fokusere på den menneskelige historie om kærlighed og erotik samt den historiske fortælling om politisk engagement og tro i Prag i tiden omkring det tjekkoslovakiske forår. Filmen blev en verdenssucces og Juliette Binoches internationale gennembrud.
Filmen vises med danske undertekster.
Oktober
THE BABADOOK
Tirsdag 6. oktober kl. 18:20
OKTOBER GYS: Det klaustrofobiske gys er i højsædet i det australsk-canadiske horror-hit ‘The Babadook' om en enlig mor og hendes syvårige søn, der bliver besat af en skræmmende bogeyman fra en aldeles creepy pop-up-børnebog. Få en neglebidende oplevelse af de helt store i Jennifer Kents imponerende instruktørdebut, der sammen med ‘It Follows' og ‘The Witch' er blandt topskuddene i af bølgen af ny indie-horror.
Filmen vises med danske undertekster.
FILMKLUBBEN: GHOSTBUSTERS
Lørdag 10. oktober kl. 13:30
FILMKLUBBEN er for alle - både børn, unge, ældre og nostalgikere. Personer under 15 år får billetten til halv pris. Vi serverer en grøn drink (uden alkohol) til filmen.
New York invaderes af monstre og spøgelser i alle afskygninger. Befolkningen er skrækslagen og politiet magtesløse tilskuere. Heldigvis kommer videnskabsmanden Dr. Peter Venkman (Bill Murray) og hans ghostbuster-kolleger den sagesløse by til undsætning med deres partikelacceleratorer og ektoplasmatiske strålegeværer. Opfindsomheden er enorm i denne scifi-spøgelseskomedie-klassiker, der rammer plet hos både unge og ældre.
THE WITCH
Tirsdag 13. oktober kl. 18:20
OKTOBER GYS: Mikkel og Joachim fra Den Sidste Filmpodcast introducerer den prisbelønnede gyser
Det Sundance-belønnede amerikanske hekse-drama ’The Witch’ foregår i 1600-tallets New England, et barsk vildnis, hvor børn ikke lever længe, og troen på Gud er det vigtigste i tilværelsen. En puritansk bondefamilie bliver bandlyst fra kolonien på grund af uoverensstemmelser af fortolkningen af Det Nye Testamente og søger derfor eksil i udkanten af en i folkemunde forbandet skov, langt væk fra civilisationens tryghed.
Pludselig en dag forsvinder den nyfødte Sam lige foran næsen af teenagedatteren Thomasin. En ulvs værk spekulerer moren Katherine. Eller er det måske én af de hekse, der ifølge rygterne holder til dybt inde i skovens mørke, der har taget Sam? Paranoiaen tiltager gradvis hos den desperate familie, da også sønnen Caleb forsvinder sporløst i skoven, og familiens tvillingepar begynder at beskylde deres søster Thomasin for at være heksen bag. Det hele kulminerer i en blodig finale, hvor selveste djævelen gør sit flamboyante indtog.
Filmen vækker med sit dvælende tempo, stringente stil, djævle-tematik og knugende portræt af en familie i opløsning mindelser om film som ’Eksorcisten’, ’Antichrist’ og ikke mindst Bergmans kammerspilsfilm om guds tavshed som ’Stilheden’ og ’Som et Spejl’ – dog tilsat en næsten fysisk uhygge og en smule velorkesteret genre-gore.
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
MUSIKFILM FESTIVALEN 2026:
GIMME DANGER - STORY OF THE STOOGES
Mandag den 19. oktober kl. 18:20
Ann Arbor, Michigan, 1967. The Stooges, et af musikhistoriens mest skelsættende bands, dannes. Garagerockens gennembrud indvarsles med den karismatiske forsanger Iggy Pop i front. Bandets udtryksfulde og aggressive stil blæser et krater i det musikalske landskab og overrumpler publikum med en uhørt vild blanding af rock, blues og R&B – og planter frøene til det, der senere vil blive kendt som punk. Jim Jarmuschs dybdeborende indfangning af The Stooges' musikalske rejse mod anerkendelse er et must see for alle rockfans. Fuld af sjældent arkivmateriale, interviews med de overlevende bandmedlemmer og billeder fra gruppens optagelse i Rock and Roll Hall of Fame.
Filmen vises med danske undertekster.
PHENOMENA
Tirsdag 20. oktober kl. 18:20
OKTOBER GYS: Biffen byder på en blodig drink til filmen
Jennifer Connelly taler med insekter, Donald Pleasence bor med en abe, og progrock-kultbandet Goblin leverer lydsiden til et af Dario Argentos mest vanvittige mesterværker. ‘Phenomena’ (Dario Argento, 1985) er italiensk giallo i sin mest drømmeagtige og groteske form – en hallucinatorisk blanding af seriemorderfilm, overnaturlig horror og ultravoldelig kunstfilm, hvor al logik langsomt opløses i mareridtsstemning, søvngængeri og synthprog. På en schweizisk kostskole opdager den unge Jennifer, at hendes mystiske forbindelse til insekter måske kan hjælpe hende med at opklare en række brutale mord.
Filmen vises med engelske undertekster.
MUSIKFILM FESTIVALEN 2026:
SEPTEMBER SONGS: THE MUSIC OF KURT WEILL
Onsdag 21. oktober kl. 18:20
Grib en unik chance og oplev Larry Weinsteins nyligt restaurerede ’September Songs: The Music of Kurt Weill’ (1994): En enestående blanding af film, teater og koncert, der reiscenesætter numre af den tyske mesterkomponist og levendegør hans fusion af opera, kabaret og populærmusik – og samtidig betoner hans idealistiske credo om en musik, der tjener et socialt formål. En rød klud i ansigtet på 1930’erne Nazi-regime, som Weill endte med at måtte flygte fra.
Med et ensemble af kompromisløse artister føres man gennem Weills sangskat og bliver vidne til en levende dialog mellem fortid og nutid. Kulisserne er vedvarende i transformation. Ekspressionistiske. Upolerede. Spektakulære. Flydende mellem maskinhal og teater. Og midt i dem giver så forskellige stjerner som Lou Reed, Nick Cave, PJ Harvey, Teresa Stratas, Charlie Haden, Elvis Costello, Mary Margaret O’Hara og mange flere hver deres bud på en Weill-fortolkning.
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
MUSIKFILM FESTIVALEN 2026:
BOY GEORGE & CULTURE CLUB
Lørdag 24. oktober kl. 20:30
”Do You Really Want To Hurt Me?” sang Boy George på Culture Clubs verdensomspændende singlegennembrud fra 1982. En smertefuld banger om den androgyne frontfigurs turbulente, og i flere år hemmelige, kærlighedsforhold til bandets trommeslager, Jon Mos.
Sangen er ganske sigende for tiden på den anden side af årtusindeskiftet – og særligt de kuldslåede og ambivalente 80’ere, hvor Margaret Thatcher, endeløst gråvejr og konformisme svang taktstokken på den ene side og fest, farver, og flamboyanthed blev modsvaret på den anden. Bølger af nye stilarter med en helt ny teatralsk og sprudlende tilgang til musikken overlappede hinanden – New Wave, synth-pop og New Romantics. Men det var stadig svært formelt at lægge kortene på bordet og åbent bekende kulør seksuelt. Kunstnerne var i lommen på branchen. Og branchen på det beståendes side – opportunistisk, konservativ, økonomisk vanetænkende.
Filmen vises med danske undertekster.
MUSIKFILM FESTIVALEN 2026:
BUTTHOLE SURFERS: THE HOLE TRUTH AND NOTHING BUTT
Søndag 25. oktober kl. 20:30
Smid hjelm og hæmninger og træd ind i texanske Butthole Surfers flippede, freakede, foruroligende og evigt foranderlige univers. En verden af psykedelisk bevidsthedsudvidelse, frenetisk støj, popsensibilitet og dadaistisk ånd, der af nogle er blevet sammenfattet under betegnelsen art-punk. Eller performance art, som gruppen selv ynder at kalde den.
Et projekt, som det er lykkedes instruktør Tom Stern at belyse troværdigt og helt uden filter, fordi han siden midten af 1980’erne har haft tæt kontakt til gruppen, dokumenteret dens meritter og knyttet et helt særligt bånd til dens medlemmer. Såvel kernen, bestående af sangeren Gibby Haynes, guitaristen Paul Leary og trommeslagerne King Coffey og Teresa Nervosa (dobbelt slagkraft på scenen i flere perioder) – og de 13 bassister (!), som har været med i lineuppet siden dannelsen i 1981.
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
DE LEVENDE DØDE
Tirsdag 27. oktober kl. 18:20
OKTOBER GYS: Zombie-filmen ’De levende døde’ (‘Night of the Living Dead’) markerede en markant æstetisk og tematisk udvikling af horror-genren, da den udkom i 1968. Karakteristisk for instruktør George A. Romero skal det onde ikke findes i de monstrøse zombier men i mennesket, i det pilrådne politiske system, i civilisationen selv, der er korrumperet af det kapitalistiske varesamfund. Lavet for sølle 114.000 dollars er filmen en mørk, effektiv dommedagsfortælling. Den satte for alvor satte gang i bølgen af grænsesøgende indie-horror i 1970'erne, men dens budskaber ringer klart og allestedsnærværende igennem endnu i verden af i dag. Pludselig, og uden forklaring, genopstår de døde som sultne zombier, der kræver menneskekød. Ved et bid gøres offeret til zombie, og smitten spreder sig med epidemisk hast …
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
MUSIKFILM FESTIVALEN 2026:
JOE STRUMMER - THE FUTURE IS UNWRITTEN
Onsdag 28. oktober kl. 18:20
The Clashs sanger og sangskriver, Joe Strummer (1952-2002) beskrev sig selv som ”a mouthy little git”, hvilket kan oversættes til ”en rapkæftet lille skid”. Det er nu et varmt og veloplagt portræt af et stort, men egensindet, menneske, der tegnes i ’The Future Is Unwritten’. Joe Strummer, hvis oprindelige navn var John Graham Mellor, blev født i Tyrkiet, men blev tidligt sendt på kostskole i England af sine diplomatforældre. Han var en sammensat person og langt fra nogen mønsterelev. Han udviklede med tiden en trang til oprør mod det etablerede system og en solidaritet med de udstødte og undertrykte – som han sidenhen kanaliserede gennem sin musik. Strummer begyndte sit voksne liv som hippie, blev siden ”squatter”, men tog et mere aggressivt standpunkt med punken i sidste del af 1970’erne for endeligt at slutte fred med sig selv og sine standpunkter i årene umiddelbart før sin alt for tidlige død.
Filmen vises med danske undertekster.
MUSIKFILM FESTIVALEN 2026:
THE LAST WALTZ - THE BANDS SIDSTE KONCERT
Fredag 30. oktober kl. 20:30
Winterland, San Francisco 1976. The Band takker af med et brag af en koncert indfanget af en ung Martin Scorsese. På scenen er desuden Bob Dylan – som flittigt brugte det Woodstock-residerende outfit som backinggruppe – samt andre af tidens store musiknavne. Dylan synger ’Forever Young’, ’Baby Let Me Follow You Down’ og ’I Shall Be Released’ og Joni Mitchell, Emmylou Harris, Eric Clapton, Mavis Staples, Van Morrison og Muddy Waters m.fl. støder til med en stribe af periodens evergreens. Optagelsen hører til en lille gruppe af ganske særlige livedokumenter, men ’The Last Waltz’ er også en film om bandet The Band. I en række løsslupne scenarier møder vi nemlig undervejs de forskellige medlemmer, som åbenhjertigt og med stor selvironi fortæller om en karriere på godt og ondt.
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
MUSIKFILM FESTIVALEN 2026:
PATTI SMITH: ELECTRIC POET
Lørdag 31. oktober kl. 16:30
Patti Smith er en af den moderne kulturhistories mest bemærkelsesværdige og indflydelsesrige skikkelser. Hun har vedvarende (nu på vej mod 80 år) overskredet grænserne mellem musik, poesi og aktivisme, og har karrieren igennem været synonym med rebelskhed og kreativ frihed.
Som 20-årig ankom Smith til New York i asken af hippie-kulturen. Hun blev en del af klientellet på det berømte og berygtede Chelsea Hotel, og sammen med guitaristen Lenny Kaye dannede hun The Patti Smith Group, som periodevis var husorkester på det, der skulle blive punkklubben over dem alle, CBGB. I slutningen af 1975 kom det skelsættende debutalbum ’Horses’ – en af rockhistoriens mest markante udgivelser, som fusionerede rå proto-punk med den ekspressive beat-poesi, Smith allerede havde vakt opmærksomhed med på New Yorks pulserende lyrikscene i årene forinden. Pladen blev begyndelsen på en historie, som skulle vise sig at tage mange uventede drejninger. Få den i detaljer i ’Patti Smith: Electric Poet’.
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
HEREDITARY
Lørdag 31. oktober kl. 20:30
OKTOBER GYS: A24 og instruktør Ari Aster ændrede horrorlandskabet med ‘Hereditary’, der hurtigt blev udråbt som én af årtiets mest traumatiske gyserfilm.
A24 og instruktør Ari Aster ændrede horrorlandskabet med ‘Hereditary’, der hurtigt blev udråbt som én af årtiets mest traumatiske gyserfilm. The New York Times beskrev Toni Collettes præstation som “ubarmhjertigt intens”.
For det er ikke nemt at være familien Graham – særligt ikke moren Annie (Toni Collette) – oven på den voldsomme tragedie, der splitter kernefamilien ad. Mystiske hændelser begynder at sprede sig i familiens smukt og øde beliggende hus, særligt efter at moren Annie mener at kunne få forbindelse til “den anden side”.
Filmen vises med danske undertekster.
November
BLADE RUNNER: THE FINAL CUT
Tirsdag 3. november kl. 18:20
Los Angeles, november 2019: Et højteknologisk, kaotisk, spektakulært neon-helvede af en by. Harrison Ford spiller Deckard, en såkaldt blade runner, hvis job det er at jagte og dræbe menneskelignende replikanter. Men da han forelsker sig i den smukke replikant Rachel (Sean Young), står han i et eksistentielt dilemma. Philip K. Dicks roman ‘Drømmer androider om elektriske får?', gav Ridley Scott inspirationen til filmen, som i dag står som en milepæl i sci-fi-genren. Vangelis' musik med 80’ernes synthesizere, er lyden af fremtiden, og filmens futuristiske scenografi har efterfølgende været inspirationskilde til adskillige film.
Filmen vises med danske undertekster.
DROWNING BY NUMBERS
Tirsdag 10. november kl. 18:20
En strengt struktureret historie om tre kvinder, der alle drukner deres ægtefæller. Tallene fra 1 til 100 er i vekslende grader af diskretion flettet ind i filmens scener – skrevet med kridt på vejen, påtrykt som numre på en kasse, etc.
Som altid hos Peter Greenaway fungerer den rigide orden som en refleksion over menneskets trang til at skabe orden og struktur, også der hvor den ikke findes. Eller man kan vælge at se den pertentlige nummerorden som en ironisering over den klassiske dramaturgi, der hos Greenaway opløses i et kaos af digressioner og utroværdige ledetråde. Instruktøren er besat af spilteori, spilleregler, tilfældighedsspil - og er en mester i at fylde dem med saftige historier.
Filmen vises med uden undertekster. Engelsk tale.
MENNESKEJAGT
Tirsdag 17. november kl. 18:20
'Menneskejagt' er Alfred Hitchcocks suveræne fuldbyrdelse af road thriller-genren. Cary Grant ses som den glatte reklamemand Roger O. Thornhill, der fejlagtigt bliver anset for at være hemmelig agent og kidnappet. Sjældent har uforpligtende, elegante løjer affødt så mange mindeværdige sekvenser: Grant forfulgt af en dobbeltdækkerflyver eller hængende på Mount Rushmore. For ikke at tale om filmhistoriens mest sexede togtunnel!
Filmen vises uden undertekster. Med engelsk tale.
HARAKIRI
Tirsdag 24. november kl. 18:20
Samuraien Hanshiro Tsugumo (Tatsuya Nakadai) ankommer til Lyi-klanens hus med en usædvanlig anmodning: Han vil begå harakiri (rituelt selvmord) i husets gårdhave. Det viser sig, at det ikke er usædvanligt med sådan en forespørgsel – selvom folks hensigter ikke altid har været lige hæderlige. Klanens ældste fortæller Tsugumo historien om den sidste samurai, der fremsatte anmodningen, og hvordan det endte. Spørgsmålet er, om han stadig vil gennemføre det? Filmen modtog i 1963 juryens særlige pris ved filmfestivalen i Cannes, og i dag er den en af de højest bedømte film på det sociale filmmedie Letterboxd.
Filmen vises med danske undertekster.
December
DE FRIGJORTE
Tirsdag 1. december kl. 18:20
Der var meget på spil under optagelserne til ’De frigjorte’. Clark Gable havde hjerteproblemer og så rollen som sin potentielt sidste, Arthur Miller så filmen som en måde at skrive sig ud af fem års inaktivitet, og rollen som Roslyn var en kærlighedsgave til Marilyn Monroe, hans hustru, som så filmen som en mulighed for at bevise sit værd som dramatisk skuespiller efter en række komiske roller. Filmen følger Roslyn (Monroe), der kommer til Reno fra Chicago og møder en trio af cowboys. Clark Gable døde 11 dage efter optagelserne endte, og bevidstheden om dette samt Marilyns død kort tid efter giver en mørk melankoli til filmens fortælling om det vilde vestens endeligt.
Filmen vises uden undertekster. Med engelsk tale.
DRIVE MY CAR
Tirsdag 8. december kl. 18:00
"En smuk, poetisk og eksistentiel fortælling om sorg, kunst, heling og forening, der sætter dig i en vægtløs trance på bagsædet af en rød Saab." Sådan skrev Soundvenue om filmen 'Drive My Car', der vandt årets Oscar for bedste udenlandske film i 2022 - og dertil blev Ruysuke Hamaguchi nomineret for både bedste instruktion og bedste adapterede manuskript.
'Drive My Car' tager afsæt i to noveller fra Haruki Murakamis novellesamling 'Mænd uden kvinder', men Ryusuke Hamaguchis tilføjelser er radikale og dybsindige.
Teaterinstruktøren Kafuku (Hidetoshi Nishijima) står tilbage efter sin hustrus død med både sorg og ubesvarede spørgsmål. Han er analytisk, opmærksom og tilbagetrukket – et menneske med et privat følelsesliv. Arketypisk japansk, vil nogen sige. Kender man Hamaguchi, ved man godt, at det ikke fortsætter sådan.
Kafukus arbejde med tværsproglige teaterforestillinger, hvor kinesiske, koreanske og japanske skuespillere taler deres modersmål, afspejler hans filosofi om, at ord aldrig helt kan indfange vores indre følelsesliv. To år efter hustruens død accepterer han at instruere Tjekhovs 'Onkel Vanja' i Hiroshima. Man tænker sit, når han siger: "Tjekhov er frygtindgydende. Han trækker dit sande jeg frem."
Fortællingens anden dynamo er privatchaufføren Misaki (Toko Miura). Hans Saab bliver et fristed, hvor deres samtaler om fortid, sorg og små dagligdags ritualer væves sammen, og prøveforløbet på teaterstykket spejler dem elegant.
Med sine tre timer er 'Drive My Car' en rolig, fokuseret og fuldt forløst film. "Årets bedste film. Et humanistisk mesterstykke,” skrev Kristeligt Dagblads anmelder. "Kan ændre dit liv," istemte Berlingske - og understregede at det bliver noget nemmere i biografens rum.
Filmen vises med danske undertekster.
FILMKLUBBEN: ALENE HJEMME
Lørdag 12. december kl. 13:30
FILMKLUBBEN er for alle - både børn, unge, ældre og nostalgikere. Personer under 15 år får billetten til halv pris.
Du har måske set den i fjernsynet, men det er en helt anden oplevelse på det store lærred. Kevin bliver ved en fejltagelse efterladt alene hjemme i Chicago, da hans familie tager på ferie. Han får hurtigt travlt med at forsvare familiens hus mod indbrudstyve, hvilket han er utroligt god til. Filmen havde premiere lige før jul i 1990, og er siden blevet en juleklassiker.
DIE HARD
Tirsdag 15. december kl. 18:20
Biffen giver en juleøl til alle som kommer iklædt julesweater eller nissehue.
"Yippee-ki-yay, motherfucker!" Har man ikke set Bruce Willis i modvilligt actionhelte-antræk – bare fødder, undertrøje og en brandslange om livet – har man kun levet halvt. John McClane opsøger sin ekskone under en julefest i en Los Angeles-skyskraber. Alan Rickman er gidseltageren, der spolerer festen. Med sin hårdtslående blanding af spænding og ironi blev ‘Die Hard' stamfader til en hel bølge af actionfilm.
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
SKJULTE ØJNE
Tirsdag 22. december kl. 18:20
Settet til ’Skjulte øjne’ var det hidtil største set nogensinde bygget i Paramount studiet. Et helt boligkvarter, 31 lejligheder, heraf 12 fuldt møbleret, og over 70 vinduer og døre. Hitchcock følte efter sigende, at det gjorde det muligt at skabe en særskilt filmisk film, hvor den immobile fotograf LB Jeffries (James Stewart) og hans kæreste Lisa (Grace Kelly) efterforsker et muligt mord i naboejendommen. Få film viser så tydeligt koblingen mellem arkitektur og film, ikke blot fordi settet var en arkitektonisk bedrift i sig selv, men også fordi filmen i så høj grad handler om by-voyeurismen, hvor man i hvert eneste synligt vindue kan lure på sine naboers liv som i en film.
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
DET ER HERLIGT AT LEVE
Tirsdag 29. december kl. 16:00
Frank Capras ’all time favorite’ og en sand juleperle, med James Stewart i rollen som den godhjertede familiefar og sparekassemand George Bailey. Bailey fra lillebyen Bedford Falls har ufrivilligt formøblet sine medborgeres sparepenge, men en kold julenat, hvor George er på selvmordets rand, viser en engel ham, hvordan verden ville se ud uden ham. Det er et endnu mere sølle syn. En hjertevarm fortælling man kan se igen og igen – og gerne op til jul.
Filmen vises uden undertekster. Engelsk tale.
"Et Cinematek er en biograf, der beriger filmkulturen ved at holde filmhistorien i live for forskere, filmskabere og offentligheden gennem visning af historiske film og filmkulturelle værker, som ellers ikke ville finde vej til et filmlærred. Cinemateket er for filmen, hvad biblioteket er for bøgerne og kunstmuseet for billedkunsten."